Ordskælv

    Community ­medlemmer

Ordskælv er en prisvindende organisation stiftet i 2009, der arbejder for at fremme generationer af stærke skrivere, nysgerrige læsere og kritiske tænkere. Gennem næsten to årtier har Ordskælv arbejdet nationalt og internationalt med litteratur, deltagelse og kunstnerisk forandringskraft via skrive- og læseforløb i Danmark og Norden, til hjertesagsforløb, hvor børn, unge og mennesker i udsatte positioner har omsat egne erfaringer til litterære værker, antologier, kunstneriske manifestationer og bidrag til den offentlige samtale.

Nordens største ungedrevne fællesskaber
I dag har Ordskælv søsterorganisationer i Sverige, Norge og Island. Sammen driver vi Nordens største ungedrevne skrive- og læsefællesskaber, der hvert år når over 5.000 børn og unge. Og med vores globale netværk Write Our World, som vi var med til at stifte i 2013, når vi over 1 million børn og unge om året.

Ordskælvs model og metode bygger på 1-1 mentorskab, projektbaseret læring og skabende fællesskaber, der ændrer verden én udgivelse ad gangen. Ordskælv står bag bogudgivelsen KH Børnene, som fik 6 Aer i Altinget, Poesiens Bus, der modtog Klods Hans-prisen fra Selskabet for Børnelitteratur IBBY Denmark for ”..med entusiasme og nytænkning at have gjort en særlig og ekstraordinær indsats for at udbrede kendskabet til børne- og ungdomslitteraturen”. Desuden projekt Ordforbindelse som er Danmarks største verdensmålsprojekt, der kobler unge og litteratur samt 'Ordbær' som giver børn magt til at udvide sproget med nye ord, som ikke findes, men burde.

Ordskælv er både en udviklingsplatform for litteratur, et produktionsselskab, et forlag og et konsulentbureau.

Ordskælv udvikler strategiske partnerskaber, økonomiske og organisatoriske rammer og gør det muligt at omsætte litteraturens kraft til konkrete fællesskaber, programmer og samfundsforandring.

Unges demokratiske lederskab
I 2026 er Ordskælv Forening stiftet som en forening, der viderefører Ordskælvs praksis i en selvstændig demokratisk organisering, hvor unge ikke alene deltager i aktiviteterne, men definerer, organiserer og driver dem. Foreningen udspringer af Ordskælv, og foreningens metodiske rygrad er Ordskælvs prisvindende model og metode, som forbinder individuel skaberkraft med kollektiv proces og offentlig virkning. Metoden bevæger sig fra idé og fælles undersøgelse gennem rekruttering, skrive- og læseforløb, redaktion og kunstnerisk produktion til formidling, partnerskaber og offentlig samtale.

Litteratur som arbejdsform

Det betyder, at litteraturen ikke alene er et kunstnerisk slutprodukt. Den er også en arbejdsform, hvor unge træner deres evne til at formulere positioner, lytte til andre, forhandle betydning, tage ansvar og omsætte idéer til fælles handling.

Hvert år samler Ordskælv Forening nye unge, som gennem Ordskælvs Fællesskabsskole introduceres til model, metode, fællesskabsopbygning og kunstnerisk projektudvikling. Herfra udvikler og driver de unge årlige fællesskabs- og demokratidannende skriveforløb med afsæt i en hjertesag, de selv er med til at definere.

Kontakt

Kontaktperson

Signe Due Sommerset

Udviklingschef

signe@ordskaelv.org