Diakron
Skaber nye måder for kunst at engagere sig i samfundet på
Diakron er et tværfagligt studio, der arbejder med at skabe nye måder for kunst at agere og engagere sig i samfundet på. I rollen som både kuratorer, kunstnere, konsulenter, undervisere og forskere.
Diakron vil udvikle nye modeller for, hvordan kunstneriske praksisser og billedkunst kan føre til nye samarbejder, dialog og relationer til andre fagfelter.
Klimaforandringer og teknologisk udvikling
Ifølge Diakron kan kunstnere bidrage med æstetisk viden, udtryk og perspektiver, når store problemstillinger skal formuleres og forhandles. Særligt når det gælder klimaforandringer og teknologisk udvikling. Her skaber Diakron rum, organisationer og processer, hvor kunstnere kan gå i dialog med aktive forskere, virksomheder og institutioner.
"Vi skal eksperimentere med nye roller for kunstnere, som rækker ud over de etablerede kunstinstitutioners nuværende modeller.
- Bjarke Hvass Kure, medstifter
Klimakrisen påvirker vores sanser, tanker og følelser dybt. Og Diakron tror på, at kunst som faglighed kan være med til at bearbejde og repræsentere denne påvirkning. Men der mangler fysiske rum og kuratoriske metoder.
Bringer kunsten tættere på den teknologiske udvikling
De sidste seks år har Diakron drevet projektet Primer. En platform for kunstnerisk og organisatorisk udvikling i vandteknologi-firmaet Aquaporin. Her har de eksperimenteret med at bringe sig selv og kunstnere tættere på den teknologiske udvikling og innovationsprocesser og skabt en række kunstnersamarbejder og udstillinger.
Gennem projektet Primer har Diakron undersøgt, hvad der er muligt, når man opbygger en kulturorganisation inden i en virksomhed. Her har de har undersøgt emner, som vands imaginaries, alternativ teknologihistorie, fremtidsforestillinger og emotionelle påvirkninger af klimakrisen.
Kunstfeltets metodiske frihed
Diakron arbejder med alternative organisationsformer, økonomiske modeller og kunstneriske formater. Ved at arbejde samarbejdsorienteret og relationelt skaber de forankring og langsigtede resultater på et strukturelt plan.
Kunstfeltet har en metodisk frihed og pligt til at eksperimentere. Men eksperimenterne kan kun lykkes, hvis andre partnere og allierede føler sig inviterede og oplever, at resultaterne er spændende og relevante. Derfor mener Diakron, at der er brug for flere initiativer, der befolker krydsfelterne mellem institutionelt optegnede landskaber.